dramatikkens hus

Arkiv

Etter Manifest 2083

av Christian Lollike

rss Bookmark and Share

Christian Lollike gir oss sine refleksjoner rundt prosessen til CaféTeatrets høyt omtalte prosjekt «Manifest 2083».


Da CaféTeatret i København (CT) meldte ud, at vi ville lave en monolog baseret på Anders B. Breiviks manifest, og at den skulle opføres et år efter han begik sin udåd, blev teatret og jeg udsat for en mediestorm. Såkaldt almindelige mennesker, politikere, pressefolk og klummeskrivere stod i kø for at fordømme teatret. Det får mig til at stille følgende spørgsmål: Havde pressen, politikere, andre teaterfolk, etc. været lige så optaget af at kommentere og fordømme dette værk, hvis der var tale om et billede eller en bog, og ikke netop en teaterforestilling? Hvad er det teatret kan? Og ikke må? Hvad er det for konventioner, der gør, at teatret ikke er den naturlige genre for behandling af virkelige tragedier?

Forestillingen «Manifest 2083» er en monolog, som spiller for 48 mennesker i en kælder under en restaurant. Forestillingen starter hver aften kl. 21 af hensyn til restauranten og kan ikke spille i december af hensyn til julefrokstarrangementer. Den er lavet for et minimalt budget. Den handler om en mand, en skuespiller, der beslutter sig for at spille Breivik med udgangspunkt i den tekstsamling, kaldet 2083, som Breivik sendte ud umiddelbart før sin aktion. Skuespilleren spiller sig selv. I forestillingen følger vi skuespillerens rejse fra de første læsninger af manifestet til hans minutiøse arbejde med at forstå teksterne, og Breiviks personlighed, karakteristika mv. Forestillingen tager sig ud som en undersøgelse, men mimer samtidig Breiviks radikaliseringsproces. Skuespilleren bruger flere stilistiske greb med henblik på at komme tættere på, forstå, og gå i et med den mand, de fleste mennesker helst vil distancere sig fra. Selvom forestillingen ind i mellem er brutal, er den ikke i sig selv grænseoverskridende provokerende.

Folk klapper ikke efter forestillingen. De ved ikke helt, hvordan de skal forholde sig. Konventionen byder dem at klappe, men følelsen stritter imod. Flere skriver breve og mails, hvori de tilkendegiver, at de gerne ville have klappet, gerne have vist skuespilleren, at de havde værdsat hans arbejde, hans præstation, men at de var for rystede og fandt det upassende i situationen. Jeg forstår dem godt. Det er ikke en forestilling, man klapper af.

Jeg bilder mig ind, at grunden til at publikum stadig køber billetter til forestillingen, er, at de faktisk oplever at blive klogere. At de har et behov for at få samlet viden og stillet iagttagelser til rådighed. At de bliver berørte og ind i mellem skræmte. At de er oprigtigt bekymrede over Europas udvikling. At de godt forstår nødvendigheden af, at skuespilleren går ind i Breivik og forsøger at se verden med hans øjne. At de godt forstår, hvorfor skuespilleren ind i mellem bliver bange for sig selv – hvilket sker i de øjeblikke, hvor skuespilleren identificerer sig med fremmedangst og frygt for Europas fremtid. Jeg bilder mig ind, at de bliver skræmte over det faktum, at Anders B. Breivik er i stand til at fremsætte en nogenlunde sammenhængende samfundsforståelse. Jeg bilder mig også ind, at publikum genkender sig selv i historieløsheden og længsel efter at have en sag, en bevægelse, som rækker ud over de individuelle selvrealiseringsprojekter. Jeg bilder mig med andre ord ind, at publikum momentvis ser sig selv spejlet i forestillingens Breivik. Men jeg ved det naturligvis ikke.

Jeg bilder mig derimod ikke ind, at forestillingen er i stand til at hamle op med forestillingen om forestillingen. Dvs. den forestilling, som udspillede sig i folks hoveder fra den 19. januar 2012, da CT offentliggjorde, at vi ville lave en forestilling med udgangspunkt i «Manifest 2083», og frem. Den forestilling, folk skabte i deres i hoved, var en individuel, af frygt næret, indre oplevelse. Den udspillede sig på den største af alle scener – nemlig i fantasiens voldsomme, voldsforherligende, ucensurerede private scenerum, hvor projektioner, frygt og angst flyder sammen i groteske surrealle forestillinger.

Vi vidste godt, at vi aldrig ville kunne overgå den forestilling. Vi ovevejede flere gange, om vi skulle opgive projektet. Især da retssagen begyndte og nyt materiale dagligt blev stillet til rådighed. Det udviklede sig til det største live-teater, jeg nogensinde har set. Det var daglige episodiske forestillinger, som udspillede sig i utallige medier. Skuespilleren Breivik gjorde det fantastisk. Han var på engang nådesløs ond, velovervejet og omskiftelig. Alle medier skrev mere eller mindre sensationalistisk om retssagen. Den skarpe vinkel skulle findes, de groteske udsagn skulle offentliggøres – der skulle sælges og konkurreres. Forfattere og forskere skrev om Breivik. Flere af dem blev tilskyndet til det, og kaldt uengagerede, hvis de ikke ville. I det lys forekom krikken af forestillingen «Manifest 2083» endnu engang latterlig. Hvad var det denne forestilling (som endnu ikke var lavet) kunne gøre sig skyldig i? Hvad er der ved teatermediet, der er så truende? Er det mediets visuelle kraft? Angsten for, at en fiktionalisering af manden vil betyde en fiktionalisering af virkeligheden (kan det lade sig gøre?), at vi dermed ville få lettere ved at glemme alvoren? Var vi bare ude på at tjene penge?

I mine øjne er teatret det helt naturlige sted for behandling af tragedier, virkelige som uvirkelige. Jeg betragter det som udtryk for dels nativitet, dels manglende tro på scenekunstens muligheder at mene, at det var for tidlig at arbejde med denne 22. juli tragedie i et scenerum.

Det er den sværeste forestilling, jeg har lavet. Ikke kun på grund af presset ude fra. Men i endnu højere grad, fordi sagen hele tiden udviklede sig. Der var med andre ord tale om en slags vivisektion. Dvs. et forsøg på at beskrive eller dissekere noget levende, noget der hele tiden bevægede sig – flyttede sig. Folks opfattelse af Breivik ændrede sig løbende, og gør det vel stadig. Derfor var det, der føltes afgørende nødvendigt at præsentere den ene dag, noget helt andet den næste. Endvidere mener jeg, at forløbet omkring forestillingen blev en del af forestillingen og det er derfor svær at begå en tolkning af forestillingen uden at se omstændighederne, reaktionerne og diskussionerne, og ser det som en del af forestillingen – også selv om disse reaktioner aldrig var tilsigtede.

Spørgsmålet om timing er naturligvis væsentligt. For der er ingen tvivl om, at værker lavet med udgangspunkt i 22. juli-tragedien, vil have forskellige udtryksmuligheder, alt efter i hvor stor tidsmæssig afstand kunstneren er, når han/hun begår sit værk.  Og at fratage scenekunsten den mulighed ved diverse moralske påbud udtrykker et betænkeligt syn på scenekunsten som udtryksform.  
Jeg ved ikke om forestillingen lykkedes. Om jeg skal arbejdere videre med den? Om jeg skulle have fundet en endnu mere original indgangsvinkel? Beskrevet Breivik som en Hollywood-skuespiller, og i endnu mere eksplicit have behandlet det performative? Nået længere ind i beskrivelsen af dragningen mod og fascinationen af ondskab og vold? Skulle jeg have sammenlignet ham med Don Quijote? Skabt en komedie?

Arbejdet med at bearbejde denne tragedie, og det øvrige samfunds reception af alt omkring 22. juli interesserer mig fortsat, og derfor må arbejdet fortsætte.

 

CaféTeatret er et lite storbyteater i København hvor de produserer forestillinger som er samfunnsengasjererende og utfordrer mainstream. Samtidig søker de å utfordre forståelsen av hva scenekunst er og kan være, dels ved å pro­dusere forestillinger i andre rom enn teaterrom, dels ved å samarbeide med kunstnere fra andre kunstarter. På CT ønsker de å integrere arkitektur, billedkunst, film og andre medier med henblikk på å utvikle nye scenekunstneriske uttrykk. På CT tror de på at integrasjon av andre medier og kunstarter er en forutsetning for sce­nekunstens utvikling. Christian Lollike er kunstnerisk leder ved CaféTeatret. Mer info: cafeteatret.dk

     
aid=2593